|
Efter et godt og interessant weekendkursus
med Anders Hallgren, hvor hans syn på det ”gamle”
lederskab var ét af emnerne, har jeg lyst til at dele
mine tanker omkring det.
De snart gamle (men desværre stadig brugte nogle steder)
regler overfor hunden, og primært de begrænsninger der
ligger i det, samt synet på om hunden vil overtage, er
afløst af nyere forskningsresultater, som viser at
baggrunden for de forbud ikke længere ”holder vand”. Og
det giver jo stof til eftertanke i vores behandling af
hundene i dag. Det kan naturligvis ikke undgås at der
hele tiden sker en eller anden form for udvikling, og
gudskelov bliver vi da alle sammen klogere og klogere jo
mere vi informerer os i verden.
De studier man tidligere har gjort omkring rangorden og
lederskab er primært foretaget på ulve i fangenskab, og
de reagerer noget anderledes end de ulve som lever frit
og vildt.
Det har i mange år været velkendt at for at få en
ordentlig, velopdragen hund skulle man sørge for at
hunden ikke sov med i sengen, ikke var i sofaen, at den
gik sidst ind og ud af døren, at hunden fik mad til
sidst, at vi ikke skulle lade hunden vinde trækkelege
m.m., for at sikre os at hunden ikke skulle tage magten,
og blive en dominerende flokleder for hele familien.
Men alle de forbud og begrænsning gør ikke at hunden ser
os som bedre og mere kompetente ledere, jeg fristes til
at sige tværtimod, da man jo faktisk viser den at den
ikke er en del af flokken, og har mere travlt med at
begrænse end at indlemme.
Det som er vigtigst for en hund, for at den kan bevare
respekten, og har lyst til at følge de anvisninger vi
som hundeejere giver, er at vi er guidende, kærlige og
konsekvente, og tager initiativet til nogle af de gode
og spændende ting. Samtidig med at vi er rummelige nok
til at tolerere hunden også tager (og tør tage) nogle
initiativer indimellem. Og at den jo helst skal gøre
tingene af lyst og motivation, og ikke af frygt for
konsekvenserne ved ikke at gøre det.
Det at have hunden i sengen og/eller i sofaen er for mig
at se en smagssag, men der er ingen tvivl om at hunden
nyder at putte med, og på den måde være en del af
flokken. Og jeg vil da nødigt undvære mine to
dalmatinere i sofaen om aftenen. Og for at komme tilbage
til konsekvensen, så mener jeg det på den måde at har
man besluttet at det er tilladt at være eksempelvis i
sofaen, så er det tilladt, og ikke afhængig af dagens
humør.
At ignorere vores hunde når vi kommer hjem, er for mig
at se lidt at sidestille med psykisk vold. Hunden er
glad for vi kommer hjem igen, eller er tilbage efter at
have været ude med skraldeposen, og vil gerne vise sin
glæde. Tit er det faktisk sådan at hunden viser signaler
i aktiv underkastelse, og på den måde fortæller at vi er
”de største og klogeste” ved at lægge ørene tilbage,
smaske, slikke sig om munden, ikke at søge direkte
øjenkontakt, og evt. gerne vil slikke os i ansigtet hvis
den kan komme til det, og hvis det er tilladt. Vi kan
helt sikkert (forhåbentlig) se at hunden logrer med det
meste af kroppen, af ren og skær glæde over vi kommer
hjem til dem igen. Hvis vi blot ignorerer dem, fortæller
vi hunden at vi ikke er ligeså glade for at se den. Det
kan resultere i at hunden ”kammer over” og går endnu
mere i selvsving for at vise signalerne, eller måske
resignerer den og går af sted med et trist blik i
øjnene.
Efter min mening er der ikke noget bedre end at komme
hjem efter hvilken som helst dag, og blive modtager med
glæde og ”åbne poter”, - det kan gøre selv den dårligste
dag til en god dag. Så hvorfor ikke også vise hunden sin
gensynsglæde…
Omkring maden er det stadig min overbevisning at vores
hunde har bedst af at arbejde for den, så deres
mentalenergi bliver brugt fornuftigt. Men hvis
konsistensen af maden ikke er egnet til søgeøvelser
eller problemløsning som sådan, ser jeg ingen grund til
at den skal serveres efter resten af familien har spist.
Tværtimod. Ved at give hunden mad først, opnår man en
mere rolig hund når vi andre skal sætte os til bords. Og
som vores samfund ser ud i dag, så er der jo rigeligt
med mad, så der er ingen frygt for nogen må gå sulten i
seng, uanset hvem som spiser først. Og kigger man på de
vilde ulve, så er det faktisk sådan at hvis fødemængden
er knap, så vil det være hvalpene som får først.
At hunden skal sidst ind ad døren kan være en praktisk
foranstaltning i forhold til beskidte poter m.m., men at
det skulle have en effekt i forhold til hundes syn på
os, og respekten for os, tror jeg nu ikke.
Og at hunden skulle aspirere til lederrollen når den
trækker i linen på gåturen, tror jeg nu mere handler om
manglende træning…
Jeg tror på at vi opnår langt højere respekt m.m., ved
at være den igangsættende, venlige, blide og
samarbejdende hundeejer, og det gør os til den
kompetente menneskelige flokfører.
Hvis man er i tvivl om hvorvidt hunden ”ser op” til en
som hundeejer, kan man lave en forholdsvis hurtig lille
test ifølge Anders Hallgren. Tænk og noter følgende
ting:
kommer hunden jævnligt at snudepuffer til dig
har den ørene bagudrettede når I har nærkontakt
logrer hunden med halen, når du taler opmuntrende
møder hunden dig logrende og/eller smågøende når du
kommer hjem
vil hunden gerne slikke dig i ansigtet
undgår hunden at møde dit blik når I er snude mod
næse
sænker hunden hoved- og nakkeparti når du kæler med
den
vender hunden ofte bagdelen eller siden til dig når
du hilser
ser hunden tydeligt underlegen ud når du er vred på
den
kan du sige ja til de fleste af disse ting, er der ingen
tvivl om at hunden har den respekt som den forventes at
have for dig som ejer. Hvis du ikke kan sige ja til ret
mange, kan det være en fordel at kontakte en
professionel adfærdsbehandler til hjælp for at bedre
Jeres forhold.
Og som tillæg til alt dette, er det vel næppe nødvendigt
at tilføje at straf absolut ikke styrker forholdet
mellem hund og ejer.
Brug i stedet resurserne på at observere alt det
positive og ønskværdige din hund gør, og ros for det.
Ikke nok med man får en gladere hund, så bliver ens eget
humør også bedre i længden.
Så nyd du blot at putte med hunden, uden nogen former
for dårlig samvittighed over ”manglende lederskab”.
Det er desværre ikke sjældent at diagnosen ”manglende
eller dårligt lederskab” bliver brugt i forhold til
problemhunde. Det er ikke min oplevelse at det virkelig
hænger sådan sammen. Der kan naturligvis være en
manglende respekt, men den tror jeg ikke kommer af man
sætter forbud op, tværtimod handler det ofte om et bedre
samarbejde, og en bedre forståelse for hunden. Jeg tror
og håber på at tiden nu er moden for nye friske briller
på det billede, og en større forståelse for vores hunde,
og dermed mere glæde i dagligdagen.
Af litteratur kan jeg bl.a. anbefale:
På talefod med hunden, de dæmpende signaler af Turid
Rugaas
Motivation og drivkraft af Anders Hallgren.
|